tirsdag den 30. april 2013

Pulled pork med karamelliseret løg-BBQ (paleo)

Den 17 december 2012 fik jeg en ny livret - pulled pork. Det er simpelthen noget af det lækreste jeg nogensinde har præsteret at lave og spise. Jeg har lavet det rigtig mange gange - og hver eneste gang, har mine smagsløg grædt af glæde. Så hvis du ikke er sukkerforskrækket vil jeg indtrængende opfordre dig til at lave denne opskrift. Og jeg tør godt love, at du aldrig vil fortryde - og, at du vil lave opskriften mere end een gang (Ja, jeg er lidt dristig der :P).

MEN, hvis du ikke er så god til sukker - eller du som mig spiser efter paleo-principperne, så er den her opskrift måske mere noget for dig. Opskriften her er rigtig lækker, og jeg nyder det rigtig meget, når det er dét aftensmaden byder på. Jeg serverer stort set altid den her opskrift med en karamelliseret løg-BBQ, inspirationen til den kommer fra Hambenberg.dk, som er et super godt site med informationer omkring paleo :) Opskriften på Dennis' BBQ ses her, og jeg har udeladt det, jeg ikke lige er så glad for, og tilsat dét, jeg er rigtig glad for, nemlig røget paprika.

Pulled pork i bagt sødt kartoffel toppet med karmelliseret løg-BBQ! 

mandag den 29. april 2013

Bananasplit med hjemmelavet is a'la Camilla

Til middagen i lørdags, hvor vi bl.a. fik baconsvøbte abrikoser og culottesteg med hvidløg og timian fik vi også en lækker dessert - vi kørte det helt store sukkerfri tema, og derfor var desserten selvfølgelig også sukkerfri (og paleo-godkendt) - bananasplit med vaniljeis m. chokoladestykker, jordbær puré og ristede hasselnødder. Virkelig lækker og vellykket dessert, hvis i spørger mig :)

Isen lavede jeg efter min sædvanlige (og virkelig fantastiske) opskrift, hvor jeg blot udskiftede sukker med stevia; ikke lige over, da stevia søder meget mere end traditionelt sukker - men doseringsforhold står på pakken. Det fungerede super godt må jeg sige!

Okseculotte m. hvidløg og timian

Jeg elsker kød - især en god steg.

I lørdags havde vi et vennepar på besøg til mad og massere af rødvin :) Jeg havde tænkt længe over, hvad jeg skulle servere og endte med; Baconsvøbte abrikoser til forret, culottesteg m. timian og hvidløg til hovedret serveret med bagte sødekartofler, purløgscreme og en lækker salat med hindbær, og så sluttede vi af med bananasplit med hjemmelavet is (uden sukker selvfølgelig), jordbærpuré og ristede hasselnødder.

Culottesteg er jo en meget almindelig spise, men jeg synes alligevel gerne, at jeg vil fortælle, hvordan jeg bærer mig ad med sådan en fætter :)

Lækker og mør okseculotte m. timian og hvidløg 

Hors d'oeuvre | Baconsvøbte abrikoser

Jeg synes nogen gange godt, det kan blive lidt for bastant det hele til sådan en 3 retters middag, når man både skal have forret, hovedret og dessert. Måske er det i virkeligheden fordi, jeg er hammer dårlig til at begrænse mig - det munder jo ud i, at jeg får serveret 3 voldsomme retter, men jeg synes altså det er svært med sådan nogle rigtigt godt forretter! 

Jeg spiser jo ikke rigtig fisk (jeg arbejder på at blive bedre... eller jeg arbejder på at gå i gang med at blive bedre!), så det er udelukket. Så er der suppe, men... suppe? Det bliver bare aldrig sådan rigtig lækkert vel? Eller jo, det gør det - men så ender det med at jeg har lavet et eller andet voldsomt, der i sig selv kan fungere som hovedret. Så er der den klassiske, som jeg er helt tosset med - bruschetta! Dejlig nemt, ligger let i maven, ser indbydende ud, bum! Men når man så ikke spiser brød, så er vi jo lige vidt.. I kan godt se problematikken ikke? Men så var det, jeg kom til at tænke på sådan noget tapas-agtigt med ting svøbt i bacon, og det ledte tankerne videre til, at salt og sødt jo er rigtig fint sammen - og så slog det mig, at jeg havde tørrede abrikoser i køkkenskabet - og så, magi blev skabt! Baconsvøbte abrikoser. Lækkert, nemt, ligger let i maven - jeg er vild med det!

Beklager kvaliteten af billedet - de ser mere mørke ud end de faktisk var. 

onsdag den 24. april 2013

Giveaway; 'Stenalderkost' af Thomas Rode Andersen

Jeg har gået i noget tid og leget med tanken om en lille giveaway for at fejre og takke jer, kære læsere, uden jer var der jo slet ikke noget ved at have blog. Jeg værdsætter alle jeres besøg, hver og en kommentar, hvert 'like' på min facebookside....Ja, kort og godt værdsætter jeg jer! :)

En give-away er en simpel, men meget populær ting i blogland. Det er en lille konkurrence, hvor jeg udloder en gave til én heldig vinder. Give-aways er som sagt meget populære (og reglerne varierer fra blog til blog - mine følger neden for, først præsenteres præmien) og en anden ting, der er rigtig populær i øjeblikket er Stenalderkost. 'Stenalderkost' blev kåret som det mest populære ord i 2012, og interessen for livsstilen er kun blevet større i løbet af 2013.

Man kan leve af rigtig mange ting - også ting, der i princippet ikke er sunde -, og spørgsmålet er derfor, hvad man lever bedst af? Landbrugsprodukter (korn og mælk) er helt fundamentale i vores madkultur, men det er vores kroppe ikke er genetisk bygget til. Når man spiser stenalderkost lever man med udgangspunkt i de vilkår, vores forfædres havde i stenalderen: da vi var et jæger- og samlersamfund. Dette indebærer at man udelukkende holder sig til kød, fisk, æg, grøntsager, frugt, bær, nødder og frø. Udgangspunktet er, at man imiterer stenalderkosten så meget som muligt - med fokus på de videnskabelige ting, vi har lært gennem tiden. Ved at spise på denne måde, imiterer vi bedst muligt den måde vores biologiske mekanismer og metabolisme har udviklet sig på.

Thomas Rode Andersen, direktør og køkkenchef på 'Kong Hans kælder' spiser selv stenalderkost, og har i en lang periode været bannerfører for “Palæo-diæten” eller “Stenalderkosten”, hvilket manifesterede sig med udgivelsen af hans bog "Stenalderkost - palæo opskrifter til det moderne menneske", og det er netop denne bog, der er på højkant her på bloggen. Bogen kan købes i det fleste boghandlere og har en værdi af 200 kr.

Bogen indeholder massere af opskrifter på; morgenmad, hovedretter, mindre retter, tilbehør, salater, saucer, desserter og brød. Bogen er kreativ, nytænkende og fuld af fantastiske (og appetitvækkende) billeder - og hvem havde forestillet sig, at en bog om stenalderkost skulle byde på opskrifter som pasta bolognese, flæskesteg med brun sovs og burgere? Alt sammen på en sund og nytænkende måde, selvfølgelig.

Du deltager således:
For at deltage i min give-away skal du trykke 'Synes godt om' min Facebook side, samt 'synes godt om' + dele min Give-away på Facebook.

* Det er ikke et krav, men jeg ville blive glad, hvis du har lyst til at tilmelde dig som fast læser herinde på bloggen. Det gør du ude i højre side under fanen 'faste læsere'.

Slutter: Denne lille give-away slutter den 8. maj 2013, kl. 00.00. Vinderen offentliggøres både her og på Facebooksiden.






Ha' en dejlig dag!
- Camilla

tirsdag den 16. april 2013

Kyllingesalat med asparges og jordbær

I dag var jeg lige en tur inde forbi Torvehallerne på Israelsplads, da jeg var på vej hjem.. Torvehallerne er et sted, jeg har et lidt blandet forhold til.. Jeg hader det lidt, og alligevel så elsker jeg det.. Der er ikke nogen tvivl om, at der er massere af lækre ting at finde derinde, men priserne er også skruet godt i vejret - jeg havde et gavekort ind til Brdr. Nyholms grønthandler derinde, og for 100 kr. fik jeg en bakke feldtsalat, 2 røde peberfrugter og en butternut squash - Så var det da også økologisk, bevares, men det er simpelthen bare alt alt for dyrt til mig, men gavekortet udløber i denne uge så det skulle jo bruges. Mit forhold til stedet blomstre dog altid lidt i forårs/sommermånederne, når de udendørs grønthandlere slår deres stader op - her er der både mere at vælge mellem, og priserne er også til at arbejde med.

...Jeg var selvfølgelig også forbi de udendørs grønthandler, og der fik jeg både købt jordbær og asparges og meget andet, og det passede mig glimrende - for aftensmaden stod nemlig på kyllingesalat herhjemme som en hyldest til foråret.

Kyllingesalat m. asparges og jordbær - lækker og sommerlig 

mandag den 15. april 2013

Sweet potato chips

Som i jo nok allerede ved spiser jeg ikke kartofler blandt andet - kartofler er aldrig noget jeg har gjort det synderligt i, og det er bestemt heller ikke noget jeg mangler.....Og dog - selvom kartoflerne aldrig har fyldt størstedelen af min tallerken, har altid elsket chips.. Slik generelt og chokolade er ikke rigtig heller mig, men chips (nå ja; og is og kage, hvis vi skal have de kolde ubarmhjertelige facts på bordet, bevares!) det har jeg altid eeeeelsket!

I dag skulle jeg til aften egentligt lave pandestegte skiveskårne (søde)kartofler, men min rolige og erfarne ninjahånd fik simpelthen skåret dem for tynde, og derved opdagede jeg ved et tilfælde (halleluja) en fantastisk spise.....Sweet potato chips! Mums! :D Jeg fik ikke taget billeder af processen - jeg havde simpelthen travlt med at danse forventnings- og glædesfuld rundt i mit køkken over opdagelsen :) men, de skal altså også bare steges på en pande :)


lørdag den 13. april 2013

Super lækre kakao/kokos muffins

Jeg er netop hjemvendt fra en dejlig tur til Rom - fantastisk og ekstrem smuk by, med seværdigheder og monumenter i en størrelse og pragt, man slet ikke kan forestille sig. I dag står den på max afslapning (kufferten er ikke engang pakket ud), for jeg har hamrende ømme stænger.. Lørdagen brugt på afslapning på sofaen, og her til aften skal vi også se en film eller to.. Derfor har jeg lige bikset nogle muffins sammen - nogle af de lækre, uden mel, sukker og mælk. Kakao-kokos-muffins og opskriften er herfra. Jeg har ændret den lidt, da jeg ikke havde nok kokosolie, og bagt dem ved lavere varmegrader, da for høj varme ødelægger fedtsyreprofilen i nødderne.
Lækre kakao/kokos muffins uden mel og raffineret sukker 

3 etagers lækkerheds-lagkage

Min søde lillesøster er blevet 18 år - hvilket jeg slet slet ikke kan forstå. 18 år!!! Jeg er ræd ved tanken om, at sende hende ud i nattelivet, og har da også allerede skræk-billeder på nethinden af min søde - meget uskyldige - lillesøster valse rundt stang hamrende bacardi i indre by.... Mest fordi jeg måske ved, hvordan det foregår, når jeg er ude på ukristelige tidspunkter - det er slet slet sleeeet(!) ikke noget for hende! :) ..

I alle fald er hun blevet 18 år og hun blev selvfølgelig fejret med manér til et brag af en abefest med min skøre men noget så vidunderlige familie. Min far lavede maden (han kan noget den mand! Trylleri siger jeg jer), og jeg stod for salater og kronen på værket.......Fødselsdagskagen.

Min søster havde ønsket, at jeg skulle lave den, og så havde jeg sådan set frie tøjler. Bordet skulle dækkes med hvide due og røde roser, og derfor var det oplagt, at lave kagen i samme tema. Så havde jeg gået og leget med tanken om, at der skulle være et billede af min søster på kagen - jeg havde nemlig et billede af hende, hvor hun ser noget så smuk ud, så det fik jeg printet ud og sat i en hjemmelavet ramme af sukker. I kagen kom jeg i det nederste lag jordbær-champagnemousse med hvid chokolade, og i det øverste lag kom der hyldeblomstmousse - det er altså bare to mousser, der komplimenterer hinanden virkelig godt. Kagen blev smurt op med en vaniljecreme og overtrukket med hjemmelavet fondant. Til sidst blev den pyntet med royal iceing og pyntet med hjemmelavede roser i fondant.




Ha' en dejlig dag!
- Camilla

torsdag den 4. april 2013

Hjemmelavet bearnaise

Jeg har simpelthen haft sådan en lyst til bearnaise sovs de seneste par dage. Jeg har imidlertid haft en rigtig grim mave-influeza den sidste 1,5 uge og ikke rigtig kunne holde mad i mig - i dag har jeg dog haft det bedre og så skulle det altså være..

Jeg har forsøgt mig med bearnaise før, hvor det skilte - men i dag, ja der sad den altså lige i skabet.. Og så smagte den jo fantaaaastisk! I en traditionel bearnaise, bruger man eddike, men da jeg spiser efter paleo principperne, er det ikke en del af min kost, og jeg har derfor brugt citronsaft :) Virkelig lækkert! - Men kan selvfølgelig laves helt traditionelt, om man vil :) ..

Jeg ville have serveret en god bøf til den lækre bearnaise, men det eneste de havde i supermarkedet, var hakket oksekød (og røget bacon).. Så det blev hakkebøf, bløde løg og bønnefritter. Jeg synes dog, at en god steak og bearnaise er to komponenter, der hører sammen :) ..

Jeg fik simpelthen ikke taget billeder under forløbet - enhver der har prøvet at lave bearnaise ved, at man skal være lidt over den :)

Hjemmelavet bearnaise - bedre bliver det ikke