lørdag den 15. november 2014

BBQ-glaseret hamburgerryg

Herhjemme er manden rigtig glad for hamburgerryg og flødestuvede persillerødder - som jo faktisk er baseret på de traditionelle flødekartofler, og så alligevel ikke. Jeg elsker flødekartofler, men når retten laves med persillerødder, er det ligesom om, at der sker noget magisk.. Ja det er i hvert fald, hvis i spørger mig :)

Hamburgerryggen plejer jeg at koge, og har også haft glaseret den med honning. I aftes prøvede jeg noget nyt - i aftes fik vi BBQ-glaseret hamburgerryg m. flødestuvede persillerødder og coleslaw. Nøøøøøj, hvor var det bare godt :)

BBQ-glaseret hamburgerrug :)
Ingredienser (4 pers.)
800-1000 g. hamburgerryg

BBQ-marinade:
1 spsk. sød sennep
5 spsk. ketchup
5 spsk. brun farin (med god top)
2 spsk. paprika (jeg brugte røget)
4 fed presset hvidløg
2 spsk. HPsauce
Salt og peber

Forslag til tilbehør:
Coleslaw m. æble

Fremgangsmåde:
  1. Hamburgerryg: Kom hamburgerryggen i en gryde med kogende vand, så det lige akkurat dækker. Bring vandet i kog igen og skum skummet væk undervejs.
  2. Kog hamburgerryggen ved lav varme under låg i ca. 45 minutter. Skulle du være så heldig at have et stegetermometer skal centrumtemperaturen være ca. 60 grader.
  3. Tag gryden væk fra kogepladen og lad hamburgerryggen stå i kogevandet i ca. 20 minutter. Imens laves BBQ-marianden.
  4. BBQ-marinade: Ingredienserne til bbq saucen blandes sammen til en lind sauce, og smages til med salt og peber.
  5. Glasering: Når hamburgerrygen har hvilket i kogevandet i 20 minutter tages den op af gryden og placeres i et ovnfast fad. Dup den tør med lidt køkkenrulle. Snit kødet i tern - pas på med at skære for dybt. 
  6. Kom bbq-saucen over kødet og smør det godt ind på alle sider. Glacér kødet i ovnen ved 200 grader i 10-15 minutter.
  7. Servér med dit favorit tilbehør.








Ha' en dejlig dag!
- Camilla

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Kom gerne med dine tanker om opskriften..