Kagen fik jeg bagt i weekenden efter at have haft lyst til et stykke i noget der minder om 100 år - i virkeligheden er det kun siden den 14. januar, hvor min fætter medbragte en død lækker gulerodskage til et familiearrangement - men det føles som længere tid :)
Jeg er jo som bekendt gravid, og har nu 11 uger til termin. Vi venter os en lille og meget livlig pige, der sparker lystigt inde fra babyhulen. Fostervandet er begyndt at smage af det, jeg spiser og jeg tar det som helt klare tegn på, at hun deler smagsløj med sin mor, når hun spjætter og sparker lystigt så snart hun får (jeg spiser) vietnam-ruller, frugtsalat med råcreme og gulerodskage ;-) Fnis.
Jeg har ikke fået taget billeder af fremgangsmåden på kagen, som jeg plejer, men det håber jeg i kan se bort fra :) Kagen er virkelig nem at gå til og kræver ikke den store køkken-ekspertise. Jeg lover at tage billeder af fremgangsmåden næste kan der står gulerodskage på (dessert)menuen :)
Ingredienser (diameter ca. 26 cm)
Gulerodskage:
200 g. Brun farin
175 g. Sukker
3 dl smagsneutral olie
4 æg
300 g. mel
1 spsk. kanel
1 tsk. fint salt
2 tsk. natron
350 g. revne gulerødder
Frosting:
200 g. flødeost naturel
250-300 g flormelis*
50 g. blødt smør
2 spsk. Vaniljesukker
* Tilsæt lidt ad gangen; måske foretrækker du frostingen mere syrlig, og så nøjes du med mindre flormelis, eller måske foretrækker du den mere sød og så tilsætter du selvfølgelig blot lidt mere flormelis.
Fremgangsmåde:
- Kage: Pisk brun farin, sukker og olie cremet sammen i et par minutter til det har en let cremet konsistens.
- Pisk æggene i et ad gangen. Pisk godt imellem hver æg.
- Bland mel, kanel, salt og natron sammen i en skål og sigt det i dejen. Vend det hele rundt med en dejskraber og tilsæt de revne gulerødder.
- Fyld dejen i en smurt springform og bag den i ca. 60 minutter ved 175 grader varmluft. Hold med om kagen bliver meget mørk i toppen ved slutningen af bagetiden - læg da lidt sølvpapir over kagen, så den ikke tager for meget farve.
- Afkøles kagen på rist inden den pyntes med frosting.
- Frosting: Pisk flødeosten og smørret cremet. Tilsæt vaniljesukker og flormelis.
- Pisk frostingen glat og luftig med en elpisker.
- Pynt den afkølede kage med frosting.
- Opbevaring: Kagen opbevares på køl, og holder sig fugtig og lækker i et par dage.
- Velbekomme.
Ha' en dejlig dag.
Camilla
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Kom gerne med dine tanker om opskriften..