lørdag den 25. marts 2017

Græske hakkebøffer m. grillet græsk salat

Der er forår i luften, og jeg går herhjemme og bliver tykkere og tykkere omkring mavsen, alt imens jeg drømmer mig til lidt varmere himmelstrøg; det kunne da være SÅ lækkert med en lille tur ned til varmen inden lillepigen melder sin ankomst, hva'? :) Det kommer imidlertid ikke til at ske, og så må varmen jo komme til mig. Derfor har vi i aften fået græske hakkebøffer med en lækker grillet græsk salat samt bagt kartoffel m. tzatziki.


Tzatzikien har jeg bare lavet en ganske hurtig version af; creme fraiche, revet agurk (pres væsken ud), hvidløg samt salt og peber. Bum, og så er der serveret :)

Ingredienser (2 pers.):
Græske hakkebøffer:
400 g. hakket oksekød
1 spsk. tørret timian
1 spsk. tørret oregano
1 spsk. friskhakket persille
1 stort fed hvidløg
Salt og peber

Grillet græsk salat:
1 grøn peberfrugt
1 rød peberfrugt
1 rødløg
100 g. feta
6-8 cherrytomater

Fremgangsmåde:
  1. Græske hakkebøffer: Kom det hakkede oksekød i en skål. Tilsæt de tørrede krydderier og den hakkede persille. Pres hvidløget gennem en hvidløgspresser ned i skålen. Rør det hele godt sammen, og krydr med salt og peber.
  2. Form kødet til 4 små hakkebøffer og steg dem på panden i lidt olie i ca. 3-4 minutter på hver side. Hvis du kun former 2 bøffer af kødet, skal stegetiden selvfølgelig forlænges.
  3. Når hakkebøfferne er stegt tages de af varmen og hviler i 5 minutter.
  4. Grillet græsk salat: Vask peberfrugterne og skær dem i stængler. Pil løget og skær det i skiver. Steg grøntsagerne på en varm grillpande i 3-4 minutter. 
  5. Anret salaten på en tallerken og top med halverede cherrytomater og fetaost. 
  6. Velbekomme.





Ha' en dejlig dag,
Camilla.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Kom gerne med dine tanker om opskriften..