mandag den 4. september 2017

Stegte ris

Vi holder meget af en kødfri dag ind imellem. Store røde bøffer, culottesteg og deslige er fantastisk, men det er en simpel omgang stegte ris med grøntsager nu også.

Stegte ris kan laves med lige nøjagtigt den slags grøntsager du fortrækker, og som måske allerede ligger i dit køleskab. Kål gør sig også rigtig fint i retten, og tilføjer lidt lækkert tekstur. Grønne bønner ligeså. Så hold dig ikke tilbage - tøm dit køleskab for alt det sunde guld.

Krydderier kan du også snildt tilføje retten, det gør den ikke ringere. Især gør karry sig rigtig lækkert sammen med ris. Jeg bruger desuden Würze fra Maggi, som er en suuuuper lækker krydder-soya. Den fås i hos fleste asiatiske købmænd.


Ingredienser (2 pers.):
2 dl. ris
1 stort løg
100 g. gulerod
1 lille dåse majs
1 dåse bambusskud
100 g. rød peberfrugt
100 g. ærter
2 æg

Desuden:
Olie til stegning
God soya; evt. Würze fra Maggi.
Forårsløg i skiver til drys

Fremgangsmåde:
  1. Risene tilberedes efter anvisningen på pakken.
  2. Pil og skær løget i tern. Skræl gulerødderne og skær dem i tern. 
  3. Kom et par spiseskefulde olie i en wok og sauter løg og gulerødder i et par minutter.
  4. Kom majs og bambusskud i wok'en og vend godt rundt.
  5. Rens peberfrugten og skær den i tern. Kom ærter, peberfrugt og de kogte ris i wok'en til de resterende grøntsager. Vend det hele godt sammen og smag til med soya.
  6. Pisk æggene let sammen. Lav et 'hul' eller fordybning i midten af grøntsags/ris-blandingen og hæld æggene deri. Rør godt rundt til de begynder at samle sig, og vend så hele retten godt sammen.
  7. Servér med friskhakket forårsløg. 



Ha' en dejlig dag.
Camilla

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Kom gerne med dine tanker om opskriften..