mandag den 1. juni 2015

Fransk pizza m. cremfraiche, løg og bacon

I sidste uge lavede jeg en portion af denne lækre pizzadej - den giver 6 portioner, og dem du ikke skal bruge med det samme kan du snildt smide i fryseren til en anden god gang. Den anden gode gang blev så i dag - jeg havde nemlig fået en brand god idé til en fransk pizza m. cremefraiche, bacon og løg.

Nøj nøj nøøøøøøøj, hvor blev den bare lækker! Den strøg uden tvivl ind som favoritpizza på min liste, men den indeholder jo også alle mine favoritter; sprødt brød, cremfraiche og purløg, frisk mozzarella, sprødstegt bacon og karameliserede løg :) Den burde næsten være ulovlig! :)


Ingredienser (1 pizza):
1 portion pizzadej
1 pk. bacon i skiver
2 store løg
1,5 dl. cremefraiche 38%*
1 bt. purløg
200 g. revet mozzarella
Friskkværnet Salt og peber

* Ved så høj temperatur, er cremefraichen nødt til at være af høj fedtprocent for ikke at skille - og så smager det altså også bare bedre ;)

Fremgangsmåde:
  1. Ovnen forvarmes til 250 grader varmluft. Hvis du har en pizzasten så kom den i ovnen, og hvis ikke, så lad en bageplade stå i ovnen mens den varmer op. 
  2. Dejen rulles ud og lægges over på et stykke bagepapir. 
  3. Dryp lidt olivenolie på pizzabunden og kom den (med bagepapir) over på den varme pizzasten/eller varme bageplade. Forbag pizzabunden i 3-5 minutter, til den er blevet gylden.
  4. Skær baconskiverne i mindre stykker. Varm lidt olivenolie op på en pande og steg baconstykkerne sprøde. Sæt til side.
  5. Pil løgene og skær dem i skiver. Steg løgene i resten af baconfedtet til de er blevet bløde. Krydr med salt og peber.
  6. Skyld og hak purløget fint. Vend det i cremefraichen og krydr med salt og peber.
  7. Smør cremefraichen ud på den forbagte pizzabund. Drys med den revne mozzarella og kom derefter løg og bacon på pizzaen.
  8. Bag pizzaen ved 250 grader i 5-10 minutter - til skorpen er sprød og osten er smeltet.
  9. Servér.







Ha' en dejlig dag.
Camilla

2 kommentarer:

  1. Sådan en flammekuche er også en favorit hjemme hos mig. Da jeg først hørte om den, syntes jeg godt nok, at det lød lidt sært, men nu laver vi den altid, når vi lige har en rest creme fraiche, der skal bruges. Vi bruger dog altid 18%, og det går fint.

    SvarSlet
    Svar
    1. Den smager altså også dejligt <3 Det er lige ingredienser efter mit hoved. Så nemt og alligevel SÅ godt :D

      Slet

Kom gerne med dine tanker om opskriften..