torsdag den 3. september 2015

Kartoffelsuppe m. porrer- og bacondrys

Det begynder så småt at blive efterår.... ja, det gør ondt at skrive, men buske og træer taber så småt deres blade, og vejret; ja, det behøver vi ikke snakke mere om. Til efterår hører sig unægteligt suppe, så det er dét, menuen har budt på i dag. Kartoffelsuppe med porrerdrys og sprødstegt bacon.

Der ligger efterhånden ret mange opskrifter på suppe her på bloggen. Det kommer sig blandt andet af, at jeg for 2 år siden kørte et søndags-tema over vinteren, der hed: "Søndags-suppedasen". Otte søndage i træk serverede jeg nye, sjove, spøjse og lækre supper. Tag endelig et kig, hvis du mangler inspiration til supper :)


Ingredienser (4 pers.):
500 g. kartofler
2 porrer (kun den hvide del - gem det grønne)
1 løg
1 liter grøntsagsbouillon
2,5 dl. piskefløde
Frisk timian
Friskkværnet salt og peber

Til pynt:
De grønne porrertoppe
150 g. god bacon
Evt. brødcroutonner

Fremgangsmåde:
  1. Suppe: Skræl kartoflerne og skær dem i tern. Pil løget og hak det fint. 
  2. Varm et par spsk. olivenolie op i en gryde. Svits kartofler og løg i ca. 2 minutter.
  3. Rens porrerne og skær de grønne toppe fra - de gemmes til pynt. Skær den hvide del i ringe. Kom dem i gryden og svits i yderligere 1-2 minutter.
  4. Hæld bouillon og frisk timian ved og lad suppen koge i ca. 20 min. til grønsagerne er møre.
  5. Blend suppen til den er jævn - enten med en stavblender eller i en almindelig blender. Kom suppen tilbage i gryden og tilsæt piskefløde. Kan du lide suppen tyndere så kan du spæde den op med mere fløde/mælk/bouillon/vand. 
  6. Bring suppen i kog og smag den til med salt og peber.
  7. Pynt: Skræ baconen i tern og steg det sprød i lidt olie på en pande. Tag bacon af panden og lad det dryppe af på fedtsugende papir. 
  8. Skyl de grønne porrertoppe og skær dem i ringe. Steg dem ved kraftig varme i ca. 2-4 min. 
  9. Anretning: Kom suppen i en skål og pynt med et drys af bacon og porrertoppe.
  10. Velbekomme.








Ha' en dejlig dag.
Camilla

1 kommentar:

  1. lyder rigtig lækker :-) kan man mon bruge forårsløg istedet for porre?

    SvarSlet

Kom gerne med dine tanker om opskriften..