tirsdag den 22. december 2015

Hjemmelavet rødkål

Der kan vidst ikke være nogen uenighed om, at rødkål hører sig til i julen; den 24. december som tilbehør til flæskesteg og and, samt i 1. og 2. juledag oven på flæskestegs- og frikadellemadderne, når der holdes julefrokoster :)

Jeg elsker rødkål - og jeg elsker hjemmelavet rødkål. Det er super nemt at lave, men jeg skal være den første til at indrømme, at jeg køber den færdige slags til hverdag. Der ynder jeg at købe den økologiske fra Løgismose; simpelthen fordi den smager fremragende :) Men til jul og påske og, hvornår der ellers dækkes op med det helt store kolde bord, der laver jeg gerne den hjemmelavede version :)

Der findes utallige af opskrifter på hjemmelavet rødkål rundt om på nettet, og her får i min yndlingsversion. Atamon kan fint udelades, såfremt rødkålen skal spises inden for et par dage - skal den opbevares i længere tid, så er det altså nødvendigt for at forhindre bakterievækst.


Ingredienser (Ca. 2 kg.):
1 lille rødkålshoved
150 g. smør
2 spsk rød balsamico
1,5 dl. rødvin
200 g. honning
2 spsk. brun farin
2 dl. æblemost
4 spsk. ribsgelé
3 lauerbærblade
Friskkværnet salt og peber

Desuden:
2 spsk. atamon + atamon til at skylle opbevaringsglas.

Fremgangsmåde:
  1. Pil de yderste blade af rødkålen. 
  2. Snit kålen fint (eller groft/i strimler alt efter, hvordan du fortrækker din rødkål). 
  3. Smelt smørret i en gryde. Tilsæt lidt balsamico og rødvin og lad det bruse op. 
  4. Kom kålen i gryden og tilsæt honning, brun farin, æblemost og ribsgele. Krydr med salt og peber.
  5. Lad rødkålen simre under låg i 45-60 minutter (eller til konsistensen er, som du foretrækker den; nogle kan lide deres rødkål med bid, andre ikke).
  6. Smag rødkålen til og tilsæt evt. lidt mere af det, du synes mangler.
  7. Tilsæt atamon og lad rødkålen køle af inden den kommes på atamonskyllede glas.
  8. Stil din hjemmelavede rødkål på køl indtil servering.







Glædelig jul.
Camilla

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Kom gerne med dine tanker om opskriften..