Blandt lækkerierne var en helt simpel salat bestående af snittet spidskål og mormordressing. Så lækkert! Og det fik mig straks til at tænke på, at jeg kunne udskifte min sædvanlige dressing til spidskålssalat ud med mormor-dressing. Den opskrift ligger faktisk ikke på bloggen (til min egen store forundring), men du kan få opskriften i hovedtræk her: Når jeg laver spidskålssalat er den altid med æblestykker, græskarkerner og sommetider fetaost. Dressingen laver jeg af honning, granatæbleeddike, salt og peber.
Nå, men jeg fik den ide at lave en almindelig spidskålssalat og tilsætte mormordressing - og det fungerede da bare fantastisk! Det bliver ikke sidste gang, kan jeg godt afsløre. Opskriften her er til 2 personer, såfremt det er det 'eneste' der serveres ud over protein, og til 4 personer, såfremt der også er andet tilbehør.
Ingredienser (2-4 pers.)
Salat:
1/2 lille spidskål
1 æble
50-75 g. græskarkerner
Mormor-dressing:
1 dl. piskefløde
2 spsk. citronsaft (eller eddike)
1 spsk. rørsukker
Salt og peber
Fremgangsmåde:
- Salat: Skyld spidskålen grundigt og snit den i fine strimler.
- Skyld æblet, fjern kernehuset og skær det i mundrette tern.
- Rist græskarkernerne sprøde på en tør pande.
- Bland alle ingredienserne til salaten sammen i en skål eller på et stort fad.
- Mormor-dressing: kom ingredienserne til dressingen i en skål og pisk det sammen til det tykner - det skal stadig være flydende (altså ikke flødeskum), men tykt.
- Vend dressingen i salaten umiddelbart inden servering og anret salaten på et fad.
- Velbekomme.
Ha' en dejlig dag.
Camilla
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Kom gerne med dine tanker om opskriften..