søndag den 20. april 2014

Påskelam anno 2014 m. timian, rosmarin, citron og hvidløg

Folk der kender mig ved, at jeg har min familie utrolig kær - jeg er familiemenneske til langt ud over fingerspidserne, og min familie kommer altid i første række. Jeg har en rigtig stor familie med mange fastre, mostre og onkler - og dertil også maaange fætre og kusiner. Vi samles flere gange om året til fødselsdage, og derudover har jeg indført nogle helt faste traditioner - de såkaldte 'familiedage'. Den ene er en julefrokost, og den anden var til at starte med en påskefrokost; men da flere i familien har som tradition at tage i sommerhus i påsken, ja, så har vi rykket den anden familie dag til slutningen af maj. Der er heller ikke tradition for påskefrokoster i mandens familie, og det betyder jo så også, at vi ikke rigtig har nogen påsketradition... Og for et sådan et familie-glad væsen som jeg, er den tanke jo helt ubærlig :) Derfor ses vi (manden og jeg) altid med mine forældre og min søster i påsken (ja faktisk ses vi med dem hele tiden, og spørg' mig lige om jeg elsker det?? :D )

Min far og jeg har det som fælles hobby at køkkenhygge; så kan vi kaste os ud i et fælles projekt, ja så er det altså bare toppen! :D Og et fælles projekt, det er lige netop hvad vi fik kastet os udi i går, hvor vi lavede langtidstilberedt lammekølle, bagte urter m. honning, nøddesalat m. druer og dadler samt Gateau Marcel m. blåbæris :)

Jeg ligner min far helt uhyggeligt meget, og jeg elsker at lære tips og tricks af ham, når vi står i køkkenet - jeg bilder mig ind, at jeg ind i mellem også kan lære ham et trick eller to - men han er simpelthen så dygtig i et køkken, at jeg mistænker ham for 'lades som om' for at gøre mig glad :P (fik jeg sagt, at min far er det dejligste menneske på jord?? :D).

Det var første gang vi (eller i hvert fald jeg) lavede lammekølle i går, men det var BESTEMT IKKE sidste gang. Hooooold nu fast hvor smagte det bare lækkert, og jeg kan næsten ikke vente til påsken 2015, hvor vi helt sikkert også skal have lammekølle... (Hov, opstod der en påsketradition lige der?? Det tror jeg nok :P).

Langtidstilberedt lammekølle m. timian, rosmarin, hvidløg og citron :)
Påskelam (Ca. 5 pers.):
1 stk. lammekølle på omkring 2 kg.
1 stk. Økologisk citron
1 potte timian
1 potte rosmarin
2 stk. løg
8 fed hvidløg
Salt og peber
Olivenolie

Desuden:
Bagepapir til at pakke kødet ind i.

Fremgangsmåde:
  1. Lammekøllen pudses for det værse fedt / scener / hinder. 
  2. Halvdelen af hvidløget pilles og skæres i 'kiler' eller stænger.
  3. Stik huller i lammekøllen med en lille (og gerne spids) kniv og kom hvidløgsstængerne ind i hullerne - det gøres lettes således; kniven stikkes ind i kødet og vrides lidt til den ene side, så kødet åbner sig, hvidløget skubbes ned langs knivsbladet, mens kniven langsomt trækkes op. På den måde er hvidløget skjule nede i kødet :)
  4. Placer 2 stykker  bagepapir i bunden af et ovnfast fad og læg lammekøllen på bagepapiret.
  5. Skær citronen i skiver, pil løgene og del dem i halve, pil de resterende hvidløg og knus dem let med den flade side af en kniv. Kom det hele ned rundt om lammekøllen. 
  6. Dryp lammekøllen med olie og krydr med salt og peber. Kom de friske krydderurter ved.
  7. Luk bagepapiret rund om lammekøllen (brug evt. et ekstra stykke som 'låg'), så den er pakket helt ind i bagepapir. 
  8. Steg den i ovnen ved 130 grader i 4-5 timer til den når den ønskede kernetemperatur. Kan du lide dit lammekød rosa bør kernetemperaturen være ca. 75°C. Er du mere til en slags 'pulled lamb' skal temperaturen være ca. 85°C. Jeg valgte at tage min lammekølle ud, da kernetemperaturen var 80 grader; på den måde blev det virkelig mørt, men stadig til at skære i skiver - og sådan kan jeg bedst lide mit lammekød, i skiver. Men smag og behag er forskellig :)
  9. Lammekøllen pakkes ind i folie og et viskestykke, så det kan holde varmen mens tilbehøret tilberedes :)
Lammekøllen er krydret med salt og peber og krydderurter, citron, hvidløg og løg er lagt ved. Langtidssteges i ovnen ved 130°C til en kernetemperatur på ca. 80°C.

Den færdigtilberedte lammekølle. Suuuuper lækker, mør og saftigt!!

Honningbagte urter. Tryk på billedet for at komme til opskriften.

 Nøddesalat m. lune druer og dadler. Tryk på billedet for at komme til opskriften.

Dessert: Gateau Marcel, serveret med blåbæris. Tryk på billedet for at komme til opskriften på chokoladekagen.


Ha' en rigtig dejlig dag!
- Camilla

1 kommentar:

  1. Jeg følger ivrigt med på bloggen :-)

    Jeg er selv stifter af en nytænkende yogablog, som måske ville være noget for dig? www.cathrineyoga.dk

    Kh Cathrine Koefoed :-)

    SvarSlet

Kom gerne med dine tanker om opskriften..