søndag den 11. oktober 2015

Osso Buco

Der kan ikke være nogen tvivl om, at efteråret er over os. Det blæser, er køligt og træerne begynder at blive de skønneste gule og orange farver. Efteråret er for mig lig med simreretter, såsom Osso Buco. 

Osso Buco betyder knoglens hul - og det er jo egentligt et meget passende navn til retten. Traditionelt serveres retten med Risotto Milanese, som er en rissotto med safran og parmesan, men jeg må altså indrømme, at vi herhjemme fortrækker den med kartoffelmos.

Ingredienser (2 pers.):
2 skiver kalveskank
2 store løg 
2 store persillerødder
3 gulerødder
2 fed hvidløg
1 dåse hakkede tomater
1 stor dåse tomatpure
2,5 dl. kalvefond
1 dl. rødvin
1 spsk. rørsukker
2 spsk. rød balsamico
0,5 glas perleløg
Salt og peber

Tilbehør:
500 g. kartofler
1 spsk. smør
1,5 dl. mælk
Salt og peber

Fremgangsmåde:
  1. Rids siderne på kalveskanken (hvis de ikke er det allerede), således at den seje hinde brydes et par stedet - så krøller kødet sig ikke sammen under tilberedningen.
  2. Brun kalveskankene godt på alle sider i lidt opvarmet olivenolie. Krydr dem med salt og peber og læg dem i slowcookeren eller stegesoen.
  3. Hæld de hakkede tomater, tomatpuréen, kalvefonden, sukker og balsamico ved.
  4. Gulerødder og persillerødder skrælles og skæres i mundrette stykker. Løgene pilles og skæres i strimler. Hvidløget pilles og hakkes fint. 
  5. Kom grøntsagerne i slowcookeren til kalveskankerne. 
  6. Indstil slowcookeren til "High" og sæt timeren på 5-6 timer. (Hvis du bruger stegeso så kom låg på og sæt den i ovnen ved 150 grader i 5 timer).
  7. Når der er en halv time tilbage af tilberedningstiden kommes de friske perleløg i slowcookeren.
  8. Hvis saucen er lige tynd nok, så jævn evt. med lidt meljævning.
  9. Mos: Skræl og skær kartoflerne i mindre stykker. Kom dem i en gryde med vand og lad dem koge indtil møre - 20-30 minutter efter størrelse. Hæld vandet fra og tilsæt en klat et smør. Mos kartoflerne godt og hæld så mælken i lidt ad gangen mens du pisker med elpisker til mosen er luftig og har en fløjlsblød konsistens. Krydr med salt og peber.
  10. Anret det hele på en tallerken og server straks.







Ha' en dejlig dag.
Camilla

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Kom gerne med dine tanker om opskriften..