fredag den 22. juli 2016

Hasselback kartofler m. cheddar, cremefraiche og forårsløg

Jeg har aldrig været den store fan af hasselback kartofler, det ved jeg godt at mange andre er, men jeg synes på en eller anden vis, at de er en smule kedelige. Det har jeg gjort noget ved - og jeg skal liiiiige love for, at de er blevet drøn-hamrende lækre, nøøøj.


Jeg har tilføjet lidt krydderi til selve kartoflen, og revet cheddarost, som bager med i de sidste par minutter, således at den smelter ned imellem rillerne i kartoflen. Dem har jeg så toppet med cremefraiche, forårsløg og bacon. De er virkelig et forsøg værd. Siger det bare.

Spidskålssalat med mormordressing

I weekenden var vi ude hos min faster og lave noget havearbejde. Vi knoklede på livet løs det meste af dagen med at rive et gammelt hus ned, og da klokken slog 18.00 var alle mand godt og grundigt sultne. Min faster er en ørn i et køkken, og hun diskede selvfølgelig op med den mest overdådige middag, man kan forestille sig :)


Blandt lækkerierne var en helt simpel salat bestående af snittet spidskål og mormordressing. Så lækkert! Og det fik mig straks til at tænke på, at jeg kunne udskifte min sædvanlige dressing til spidskålssalat ud med mormor-dressing. Den opskrift ligger faktisk ikke på bloggen (til min egen store forundring), men du kan få opskriften i hovedtræk her: Når jeg laver spidskålssalat er den altid med æblestykker, græskarkerner og sommetider fetaost. Dressingen laver jeg af honning, granatæbleeddike, salt og peber.

Rød juice med appelsin, granatæble og et twist af gulerod

Vi er simpelthen så glade for vores juicemaskine herhjemme :) Vi laver altid friskpresset juice i weekenden til morgenmaden, men det hænder da også, at der sniger sig en juice ind i løbet af ugen :) Det smager jo simpelthen så lækkert - og mulighederne er uendelige.


Jeg elsker de rene frugtjuices, men jeg må indrømme, at jeg også er stor fan af at komme enten spinat eller gulerod i mine juices - det giver sådan et dejligt twist. Den her juice er lavet af tre ingredienser; og den er dejlig sommerfrisk. Mængden af juicen afhænger selvfølgelig lidt af, hvor store de frugter/grøntsager er, man kommer i maskinen, og af hvor meget væske de indeholder. Derfor er mængden kun vejledende.

torsdag den 14. juli 2016

Træstammer

Da jeg lavede romkugler i sidste uge, lavede jeg en dobbeltportion af romkuglemassen - den ene halvdel blev selvsagt til romkugler, og den anden blev til disse lækre hjemmelavede træstammer. Massen er stort set den samme, i træstammerne er der blot tilføjet lidt revet marcipan, og så er de overtrukket med marcipan og chokolade.


Jeg har lavet mine træstammer forholdvist store - og de kan snildt laves mindre og mere mundrette, hvis det er det man foretrækker. Så bliver der selvsagt lidt flere træstammer, end hvad opskriften angiver.

søndag den 10. juli 2016

Grydebrød med græskarkerner

Vi har virkelig fået smag for grydebrød herhjemme; eller som det hedder flere steder på nettet "Verdens bedste brød". Det har vi mestendels fordi det smager fantastisk!! Og fordi det er så hamrende nemt at lave. Det består af 4 ingredaienser og dejen skal blot rører sammen i en skål - ingen langvarig æltning, ingen glutentest, ingen dikkedarer :)


Der ligger allerede en anden opskrift her på bloggen, som er en lidt grovere udgave med rugmel, hvorimod den her opskrift er lavet udelukkende på hvedemel. Til brødet har jeg tilføjet græskarkerner - simpelthen fordi jeg elsker dem!


Brødet bages i en støbejernsgryde og hvis du ikke har sådan en, så fås de til et par hundrede kroner i de fleste isenkræmmere og er en rigtig fin investering (der findes en verden af muligheder indenfor langtidssimret mad i støbejernsgryde). Brødet kan også laves i en stegeso, eller et ovnfast fad med tætsluttende låg, men så er det vigtigt at dejen har stuetemperatur, når den hældes i soen/fadet, da for store temperaturforskelle kan få soen/fadet til at revne.

fredag den 8. juli 2016

Romkugler

Jeg er gift med en mand, der E.L.S.K.E.R romkugler. Hvis han skal forkæles lidt ekstra, når vi går til bageren søndag morgen, så skal han have en romkugle. Jeg selv er knap så begejstret for de købte romkugler, men hjemmelavede romkugler kan jeg nu også godt lide.


I dag får vi besøg af hans bedste ven, han skal nemlig give os et lift ud efter vores nye bil, som vi skal hente ude på Amager og efterfølgende skal der vidst mandehørmes til den store guldmedalje. Landet ligger sådan, at de begge to er lige vilde med romkugler (og flødeboller), så anledningen til at få lagt sådan en opskrift på bloggen er jo perfekt.