fredag den 3. januar 2014

Brownie - uden mel og raffineret sukker

Så kan vi vidst ikke komme uden om, at januar er indtruffet - og der er for mange af os fokus på sundere madvaner. Det kan for mange være hårdt at starte en kostomlægning; især efter en måned med julegodter, og hvad der ellers 'hører sig til' i december. For dem som er afhængige af sukker, for dem hvor sukker og guf fylder en stor del af hverdagen, er det en smadder fin idé at tage en kold tyrker, og lige fortælle kroppen, hvem der bestemmer :) Andre kan måske bedre styre det, og for dem er det nok at skære ned på godterne eller blot sundhedsoptimere dem, og så er der dem, som bare har fuldstændig kontrol over lysten og forholdet til de søde sager. Uanset hvilken gruppe du måtte tilhøre kommer her en opskrift på en utrolig lækker brownie uden mel og raffineret sukker - lav den med det samme, i morgen, næste uge eller gem opskriften og vent med at lave den til om en måned, hvor din krop har detoxet - opskriften kommer i hvert fald her, og den er hammer lækker! :)

Brownie uden mel og raffineret sukker  
Ingredienser (10-12 pers.)
Kage:
300 g. dadler
200 g. mandler
6 æg
2 modne bananer
3-4 spsk. kakaopulver
75 g. fedtstof fx. klaret smør eller kokosolie
2 tsk kanel
2 tsk vaniljepulver

Topping:
Hasselnødder
2 spsk kokospalmesukker

Fremgangsmåde:
  1. Kage: Kør halvdelen af mandlerne til mel i foodprocessoren.
  2. Fjern stenene fra dadlerne og kom alle ingredienser i foodprocessoren. Kør til dejen har en jævn masse og fordel den herefter i en springform (kom enten bagepapir eller fedtstof i bunden).
  3. Topping: Hak hasselnødderne og kom dem på panden med kokospalmesukkeret. Rist nødderne til de har fået farve og er let karameliserede.
  4. Drys hakkede hasselnøder over kagen og bag den i en forvarmet ovn ved 160 grader i ca. 50 minutter. Det kan være nødvendigt at dække kagen til under bagningen, således at nødderne ikke bliver for mørke - så holdt lidt øje med den.
  5. Servér den kold med lidt friske bær og en klat flødeskum, hvis du spiser det :) 
Ingredienserne er kommet i foodprocessoren.
Nødderne ristes med lidt kokospalmesukker.
Kagen er klar til at blive bagt.
Den færdige Brownie.
Bon appetit 
Ha' en dejlig dag!
- Camilla

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Kom gerne med dine tanker om opskriften..